Vi er heldige – her i Danmark – fordi, vi har en række grundlovsfæstede rettigheder.
Da Grundloven blev vedtaget i 1849 skete det som følge af fremsynethed, men også fordi tiden krævede ændringer.
Det skete efter pres fra befolkningen, men også fordi magthaverne forstod, at den hidtidige kurs var uholdbar.
Grundloven sikrede således en række rettigheder her i blandt forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed.
Det var en god grundlov, der svarede til sin tid og på mange måde stadigt gør det.
Men tiden er gået – 160 år helt præcist – og med den, er der sket en enorm udvikling i samfundet. En udvikling som de kloge forfædre til den gamle grundlov nok aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig.
Det land og det folk, som de ville beskytte, har således undergået den største forandring i historien. Så selvom Grundloven har sikret danskerne meget godt – den personlige frihed, ejendomsretten, fri og lige adgang til erhverv – så tog den ikke højde for det, der måske er det mest grundlæggende: Nemlig retten til et sundt liv i et rent miljø i en rig og mangfoldig natur.
Det gjorde den ikke fordi, naturen i 1849 stadigt var overalt som dengang Danmark blev skabt. Ganske vist har dansken gennem årtusinder dyrket jorden og har haft græssende dyr på engen. Men den gamle eg stod stadigt ved åen, hvor det rene drikke vand snoede sig af sted, mens grise og køer gumlede frit på marken.
I dag står naturen i vånde. Vi er i fuld gang med at formøble den enestående arv og de grundlæggende rettigheder, som tidligere generationer har overladt os. Vi er ved at miste fuglenes forårssang og duften af vilde blomster og smagen af rent vand i hanen.
Alene på en enkelt generation har vi mistet fire ud af fem agerhøns, tre ud af fire viber og mere end halvdelen af sanglærkerne. Enorme områder, der har tjent som natur i manglen af andet, er pløjet væk i løbet af de forgangne år uden, at sætte andet i stedet og den ene drikkevandsboring efter den anden må lukke på grund af gift i vandet. Samtidig står vi overfor klimaforandringer, der i sig selv vil give et nyt Danmarkskort.
Det tages der ikke højde for i vores land, selvom det allerede er verdens mest intensivt dyrkede.
Derfor fosser gylle, gift og gødning i dag stadigt uhindret ud i en natur, der nu kun eksisterer fragmentarisk og endda her kun i det, biologerne kalder en ”ugunstig tilstand.” Det står skidt til derude.
Hvis ikke der gribes ind, så vil budskabet i blandt andet den fynske nationalsang ”For alle de små blomster”, snart være en saga blot, for blomster eller fugle kan ikke leve uden natur.
I Danmarks Naturfredningsforening ønsker vi ikke at spole tiden tilbage til 1849. Men vi ønsker, at danskerne har rettigheden til også i morgen og om 100 år at kunne nyde en rig natur, få rent drikkevand og sunde fødevarer. Dén rettighed er ikke givet i dag, men løsningen er til stede. Vi vil blandt andet omlægge et ødelæggende industrilandbrug til 100 procents økologisk drift og udlægge 1/3 del af Danmarks areal til natur.
Det er klart, at Grundlovens forfattere ikke tænkte dette scenarie ind i deres overvejelser, da de ville sikre danskerne også i fremtiden.
Det kan man ikke anklage dem for, da ingen 1849 kunne ane, hvor grelt det ville gå.
Sådan er det ikke i dag, hvor politikerne véd bedre.
Og dét kan man anklage dem for.
For de gør ingenting på trods af, at eksperterne forsøger at råbe dem op.
Det samme gør vi i Danmarks Naturfredningsforening, hvor vi får alarmerende mange henvendelser fra vores tusindvis af aktive landet over i fortvivlelse over, hvad de er øjenvidner til af enorme naturødelæggelser disse år.
Vi kæmper. Intet sker!
Naturen er stadig overbelastet med næringsstoffer, pesticidforbruget er steget og den biologiske mangfoldighed i tilbagegang.
Vi er kommet der til, hvor vi må takke EU for at der trods alt er minimumskrav til, hvilken tilstand vores natur og miljø skal have. Det er kun med det sorte af neglene, at vi hænger fast og forsøger at leve op til disse minimumskrav, mens andre krav simpelthen er udenfor rækkevidde i dag.
Desværre kan vi se, at problemerne heller ikke løses de næste år, efter regeringen sammen med Dansk Folkeparti har fået råderetten over Grøn Vækst – der ellers var bebudet som et historisk løft for naturen.
Nej – Grøn Vækst er blot et opkog på gamle og uindfriede løfter og så ellers en fuldstændig liberalisering af det konventionelle landbrug, der nu kan fortsætte den kolossale deroute for både dem selv, men nok så væsentlig for vores fælles ressourcer. Landbruget kan sprøjte videre uagtet, at de skulle have sprøjtet mindre. Landbruget kan dyrke ufortrødent, selvom mere skulle være natur. Og landbruget kan på mange måder stadigt selv beslutte, om de vil værne om naturen. Landbruget har ifølge Landbrugsloven pligt til at holde jorden i god dyrkningsmæsssig stand. Men der er ikke tilsvarende krav om at den natur de ejer, skal holdes i god naturmæssig stand. Det er helt frivilligt at passe på naturen. Det koster natur!
Landbruget har selv peget på skrappere tiltag. Men politikerne siger nej.
De siger nej med henvisning til, at de er nødt til at beskytte arbejdspladser og sikre indtjening.
I Danmarks Naturfredningsforening peger vi på, at der også er både arbejdspladser og bruttonationalprodukt i økologi og, at havde vi visionære politikere, så kunne økologien blive et eksporteventyr på linje med vindmøller, Lego og danskernes kreativitet og demokratiopfattelse.
Men først og fremmest ville økologien med et slag samtidig sikre fuglene, bierne og de vilde dyr, og give rent drikkevand til både os og de kommende generationer. Sikres naturen de rigtige steder, som Danmarks Naturfredningsforening peger på, så ville den samtidig blive et mægtigt våben mod de uafvendelige klimaforandringer, vi står overfor og som allerede er i fuld gang. Det synspunkt, er alle eksperter enige i.
Derfor er den politiske uansvarlighed til at få øje på. De er på en uholdbar kurs. Det kalder på forandring – præcist som man forstod det i 1849.
Og lige som dengang skal det i dag ske for at sikre almenvellets grundlæggende rettigheder over et mindretals egennyttige brug af vores fælles goder.
Hvorfor står der ikke i Grundloven at naturen er ukrænkelig? Og hvorfor står der ikke at vi har fri og lige adgang til at den danske jord?
Der er behov for en grundlæggende debat om rettighederne til vores fælles ressourcer og goder og dermed en yderligere udvikling af vores demokrati.
Som minimum skal Naturbeskyttelsesloven ændres, så det bliver sværere at bryde den og så man straffes for at overtræde den modsat i dag, hvor der kun er skuldertræk tilovers for at pløje naturen væk, forurene vandet eller hælde gift i både dyr og vand.
Der skal være en stærk naturpolitik og pligt til at tage vare på naturen i Danmark, så både vores og kommende generationer sikres retten til at nyde naturen, høre lærken, se viben i leg opleve harens krumspring på marken og plukke en buket forglemmigej.
Naturens Grundlov kan den hedde. Jeg er sikker på, at vore forfædre ville have bifaldt den højlydt!
Skriv en kommentar