Tirsdag 13. Januar 2009 KL 19:00, i SF Odenses lokaler
1. Valg af referent
Mette Valentin (Odense) er referent
2. Fremmøde afbud og udeblivelse
Fremmødte :
Partiforeninger:
Svendborg: Karsten Stabell
Assens: Hans Glæsel
Kerteminde: Kim Jørstad
Odense: Iben Kromann Madsen
Generalforsamlingsvalgte :
Holger Lomholt (Odense)formand, Bodil Graver (Svendborg) næstformand, Mette Valentin (Odense), Morten Jannik (Odense), Lykke Dubois (Fåborg–Midtfyn – Regionsrådsmedlem)
Tilknyttede :
Helle Waagner (Nordfyn) HB-suppleant for Mette Steffensen – sygemeldt)
Øvrige Fremmødte :
Flemming Petersen (Odense), Zaza De Viuf (Odense), Allan Hansen (Odense), Sofus Ryge Petersen (Odense), Niels Erik Ramhøj (Odense), Karl Gammelmark (Odense), Kasper Westh (Odense), og Ulrik Vander Madsen (Odense)
Afbud :
Partiforeninger :
Nordfyn: Nanna Breinholt,
Middelfart: Synnøve Klemmensen
Faaborg-Midtfyn: Torben Smith
Generalforsamlingsvalgte:
Jan K. Rasmussen (Kasserer)
MFére :
Karsten Hønge
Anne Baastrup
Udeblivelse :
Partiforeninger :
Langeland: Winni Jørgensen
Ærø: Carsten Møller Nielsen,
Nyborg: Henning Nielsen
3. Godkendelse af referat af storkredsbestyrelsesmødet d. 19. november
Referatet tilføjes en ændring om at Steen Brydegaard (Nordfyn) endnu ikke er valgt som spidskandidat til kommunalvalget i November, men forventes at blive det.
Der åbnes en debat om hvorvidt referaterne bør ligges ud på hjemmesiden før de er godkendt, og hvorvidt det bør være fulde referater eller beslutningsreferater der ligges ud.
Da det samtidigt er vigtigt at få referaterne ud så hurtigt som muligt (nyhedens interesse) enes storkredsbestyrelsen om at referater fremover sendes ud til de fremmødte til godkendelse/ rettelser indenfor 2 dage, hvorefter referatet med indarbejdede ændringer lægges ud på hjemmesiden http://www.sf-fyn.dk
4. Rapport fra Christiansborg – Foghs nytårstale /Anne og Karsten
Da ingen af storkredsens MFére har kunne komme til dagens møde får vi desværre ikke en aktuel rapport. Der er en uformel snak i storkredsforsamlingen om de seneste politiske udmeldinger fra SF på Christiansborg. Der er overvejende enighed om at den aktuelle politiske linie og udmeldinger er gunstige for SF.
5. Sidste hovedbestyrelsesmøde 22-23 november – fortsatte S-SF regeringsforberedelser/ Helle og Holger
Helle Waagner fortæller : Et af hovedtemaerne på HB mødet 22 – 23 november var med udgangspunkt i oplæg fra Jacob Nørhøj og Øystein Djupedal fhv. minister og næstformand i SV (SF ´s søsterparti , Norge) at få sat gang i refleksioner og drøftelser m.h.p. på at gøre SF regeringsduelig. Der er et øget pres på vores MFére i den daglige politiske proces, hvilket kan resultere i at der er en tendens mod mindre demokrati i partiet. Dette forventes at blive mere massivt hvis vi kommer i regering.
Dette udmønter sig f.eks i at dagsorden for partiets FU møder ikke er tilgængelige for HB´s medlemmer, hvilket der er utilfredshed med. Det er vigtigt at sikre debatten og demokratiet i partiet samtidigt med at det er smidigt og parat til at handle på akut opståede politiske sager og dagsordener på Christiansborg
Der er derfor startet en debat i SF om en omstrukturering af partiet, der fører til mere smidighed, beslutningsdygtighed på kort tid og samtidigt bevarelse af demokratiet i partiet.
Denne debat finder aktuelt hovedsagligt sted i HB og på SF´s interne debatforum på nettet.
Storkredsbestyrelsen er enige om at den lokale forankring er uhyre vigtig at bevare i de beslutningstagende organer i SF, og understreger enstemmigt at det ikke er ønskeligt at et fremtidigt HB forum udelukkende består af landsmødevalgte medlemmer.
Der er en længere debat om hvorvidt en fremtidig struktur skal bestå af færre eller flere medlemmer af de beslutningstagende organer, men udbredt enighed om at de er behov for større debat og inddragelse af medlemmer på alle niveauer i partiet. Der er her en snak om hvordan denne debat bør gives form, og der udtrykkes utilfredshed på den manglende debat i medlemsbladet F! samt med den ensidige satsning på netdebatten som det ikke er alle der er fortrolige med, eller har lyst til at benytte. Herunder er der ligeledes endnu stor utilfredshed med SF´s nye medlemssystem som mange finder svært at benytte og endnu behæftet med fejl og mangler. Det er gennemgående at storkredsbestyrelsen mener at det er vigtigt at sikre åbenhed og demokrati i partiet, og endeligt understreger storkredsbestyrelsen at det bør sikres at alle er repræsenterede i de beslutningstagende organer.
Vi forventer at debatten om dette vil fortsætte ved de kommende møder og til landsmødet i april.
6. Kampagnestartmøde i Ryslinge d. 17-18 januar – herunder kommunalpolitisk landsmøde og HB-møde samt udspil fra 4 SF-regionsorganisationer om regionernes opgaver/ Holger
Lykke Dubois : Det kommunalpolitiske landsmøde bliver stadigt mere sporadisk, KPLU skal til stadighed kæmpe for deres berettigelse som interesse- og samlingsorgan for de kommunal – og regionspolitiske politiske mærkesager og dagsordener. det er meddelt HB at man ønsker formalia ifht KPLU fastholdt, ikke mindst i forhold til det årlige landsmøde.
Holger Lomholt : De 4 ud af 5 regionsformænd har udarbejdet et oplæg omkring regionernes opgaver. Dette er sendt ud til alle regionsbestyrelsesmedlemmer og bedt sat på dagsorden på KPLM mhp vedtagelse.
Der spørges ind til hvorfor den 5. region (Hovedstaden) ikke er med, hvilket øjensynligt skyldes at Region Hovedstaden ikke opfatter sig som værende et organ med de samme udfordringer og vilkår som de 4 øvrige regioner.
Lykke Dubois kommenterer oplægget og mener det er glimrende omend det skal justeres og finpudses visse steder. Hun understreger at vi i SF skal lægge vægt på at vi siger ja til skattefinansiering og stående udvalg i regionerne. Det er samtidigt vigtigt at få kommunerne til at elske regionerne og se fordelene der er i et øget og mere tæt samarbejde.
7. Regionsrådsarbejdet: Erik Juhl udvalgets udspil: Nyt OUH-ja! Svendborg Sygehus – nej! Hvordan går det med de fynske busser? /Lykke
Sygehusene :
Lykke Dubois fortæller : Erik Juul udvalget ER regeringens ekspertpanel, men det er vigtigt at vide at endnu er intet afgjort. Få dage efter offentliggørelsen af Juul udvalgets indstillinger så man en opblødning i udmeldingerne ang. Svendborg sygehus. Det nye OUH ville blive 500 mio. dyrere såfremt Svendborg Sygehus ikke bevares med akutfunktion. Der er mange gode kræfter og argumenter der taler for at Svendborg bevares med akutfunktion. FU i Danske regioner har bedt de danske regioner give en tilbagemelding på hvordan de forholder sig til Juul udvalgets indstillinger. Disse tilbagemeldinger behandles på fredag 16. januar, hvorefter de danske regioner sender folk til videre forhandling af akutsygehusplanen, sidst i januar måned. Der er udarbejdet en regional folder om den sygehusplan regionen har vedtaget. Denne kan rekvireres i Region Syddanmark og er tilgængelig på regionens sygehuse, større biblioteker etc. samt på regionens hjemmeside.
Det er vigtigt at notere sig at staten finansierer 60 % af regionens nybyggeri – dette skal tages med i de økonomiske overvejelser.
Vi er begejstrede over Juul udvalgets indstilling om at bevillige 6.3 mia. kr. til et nyt OUH. Det bliver muligt at skabe et fremtidssikret, bæredygtigt og effektivt sygehus. Akutmodtagelsen på OUH er i færd med at blive lavet om til ”Fremtidens Akutmodtagelse” som et spændende pionerprojekt der skal vise udfordringer og fordele som skal indarbejdes i de løbende planer. Her er det først og fremmest vigtigt at logistikken med de mange speciallæger i akutmodtagelsen falder på plads. Der pågår ydermere en udbygning af skadestuen på det nuværende OUH.
På Svendborg sygehus udbygges akutmodtagelsen aktuelt.
Christiansborg er der hvor slaget skal slåes når vi kæmper imod centraliseringen af sygehusvæsenet. Vi ønsker ikke et Danmark med affolkede yderområderne.
Det præhospitale beredskab er opprioriteret i Region Syddanmark, som et led i en lokal forankret sundhedsindsats. Man vil satse på forebyggelse, ambulant behandling, udvikling af lægehusenes opgaver og form, samt specialesygehuse der som. man f.eks Svendborg, har et professorat i Hjertesygdomme og kroniske hjertelidelser. Der er behov for de specialiserede sygehuse som er landsdækkende indenfor deres område. Det er vigtigt at sikre ordenlige forhold for pårørende, men også at bevare fokus på patienten ved akut sygdom . Der må findes en balance her.
Et stort problem er rekruttering af læger og sygeplejersker – et problem som bør håndteres ved at sætte effektivt ind med en langtidsplanlægning der sikrer såvel uddannelsespladser og et sygehusvæsen der er attraktivt at arbejde indenfor.
Endeligt er det vigtigt at der kommer en etisk debat om døden og vores forhold til denne, her i Danmark. Det er vi ikke ret gode til, heller ikke på vores sygehuse.
Busserne :
Fynbus har netop fået en ny direktør som ser ud til at kunne samle trådene. Den nye køreplan er skudt i gang og ser ud til at virke. Problemerne vil kunne opstå fra sommeren 2010. Regionen er i færd med at undersøge hvorvidt der er behov for 2 trafikselskaber i Region Syddanmark, endnu er intet afgjort.
Der afholdes i samarbejde med Region Syddanmarks mobilitetsråd visionsdag i Fynbus 21 januar, med deltagelse af repræsentanter fra Christiansborg, kommuner og regionen. SF Odense afholder Trafikmøde med Torben Andersen (Fynbus bestyrelsesmedlem & kommunalbestyrelsesmedlem for SF i Kerteminde).
8. SF-Syddanmark – valgforberedelser – regionsbestyrelsesmødet d. 20. januar.
Det er vedtaget i regionsbestyrelsen at der nedsættes et valgprogramudvalg på næstkommende møde 20. januar. Planen er herefter at det udarbejdede valgprogram kan vedtages på delegeretmøde i April. Derefter vil der være valg af opstillingsprocedure og indstilling af kandidater. En evt urafstemning vil således kunne forventes færdig i juni måned. Der er 60.000 kr. til valgkamp i regionen. En urafstemning vil koste ca. 30.000 af dette beløb. Storkredsen kan også valgkamp sideløbende med/ i samarbejde med regionen.
9. Opfordring fra SF-Odense til fremrykning af kandidatopstilling og urafstemning samt til indkaldelse af ekstraordinært årsmøde i SF – Syddanmark /Mette og Iben
Erik Ramhøj uddyber det af SF Odense fremsendte brevs synspunkter og overvejelser.
Kasper Westh (Formand for SF Odense) oplyser at SF Odense indstiller Iben Kromann Madsen og Mette Valentin som kandidater til regionsrådsvalget.
Herefter følger der en kort debat som viser at der er enighed i storkredsbestyrelsen om at det er absolut ønskeligt at fremrykke kandidatopstilling og urafstemning. Forslaget om fremrykning og ekstraordinært årsmøde vedtages enstemmigt. Dato for det ekstraordinære årsmøde fastlægges på næstkommende regionsbestyrelsesmøde 20. januar. Forslaget om urafstemning medfører en debat om udgiften til en sådan. Det foreslåes at der på storkredsgeneralforsamlingen 28. marts stilles forslag om at hver partiforening betaler 10 kr. pr medlem til urafstemningen, hvilket vil dække udgiften. Dette er der udbredt opbakning til. Forslaget om urafstemning vedtages herefter med 8 stemmer FOR forslaget – 1 undlod at stemme.
Brevet fra SF Odense er vedlagt dette referat som bilag 1
10.Hvordan markerer vi SF’s 50 års jubilæum?/ Holger
SF kan fejre 50 års jubilæum som parti, søndag 15. Februar. Der er planlagt en større fest i Pumpehuset i København, lørdag 14. februar. I Odense har man haft nedsat et jubilæumsudvalg som siden marts har arbejdet med forberedelser til jubilæumskoncert – og fest. Dette arbejde har dog været præget at forhindringer og uforudsete barrierer. Der er planlagt en fest lørdag 21 februar, hvor alle fynske medlemmer er velkommen. SF Odense tilbydes hjælp til arrangementet af storkredsens medlemmer og det aftales at jubilæumsudvalget retter henvendelse såfremt/ når denne hjælp ønskes.
På selve dagen (15. februar) vil Storkreds Fyn stå for en kransenedlæggelse på Aksel Larsens grav i Odense. Der foreslåes at enten Villy Larsen eller Karsten Hønge holder tale ved gravstedet i forbindelse med kransenedlæggelsen. Der inviteres presse til dette arrangement. Herudover har Holger Lomholt skrevet en kronik til Fyns Stiftidende som ligeledes bringes søndag 15. februar.
11.Hvordan får vi flere til at deltage i storkredsarbejdet?/Mette
Mette Valentin fortæller : Til samtlige af årets møder i storkredsen er under 50 % af medlemmerne af storkredsbestyrelsen mødt op. Dette er uhensigtsmæssigt for storkredsens samlede arbejde for HELE Fyn, og noget vi bør forholde os til.
Der er stor enighed i synspunktet og storkredsbestyrelsen er enige om at der bør gøres noget ved dette. Mette Valentin sender et forslag til et brev til partiforeningerne rundt hvori de bedes drøfte storkredsarbejdets betydning og deres fremmøde.(Brevet er vedlagt dette referat som bilag 2) Brevet vedtages enstemmigt med en tilføjelse om at partiforeningerne bør huske at vælge storkredsbestyrelsesmedlem på deres forestående generalforsamling.
Vi venter at samtlige partiforeninger melder tilbage til næstkommende møde i storkredsbestyrelsen, 11. februar. Herefter vil vi fortsætte arbejdet med at optimere fremmødet i storkredsbestyrelsen.
Storkredsbestyrelsen drøfter kort muligheden for i højere grad at være fynsk baggrundsgruppe for de fynske MFére. Dette vil vi drøfte med de respektive MFére i nærmeste fremtid.
12.Siden sidst – nyt fra partiforeninger, SFU m.m.
SF – Odense : Der afholdes ligestillingsmøde Onsdag 14. Februar kl. 19:00 med en forsker fra SDU og SF´s ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge. Der er beklageligvis, ved en fejl, desværre ikke udsendt invitationer fra SF Odense via Holger Lomholt til hele storkredsen om dette møde.
SF – Odense indstiller Sanne Schroll som EP kandidat på den udvidede liste.
SF – Assens : Kommunalvalgarbejdet fortsættes
SF Svendborg : Medlemsmøde Onsdag 14. januar. Svendborg mangler unge kvindelige kandidater til kommunalvalget.
På medlemsmødet d.14.januar besluttes det om man vælger partiliste eller sideordnet opstilling.
SF – Kerteminde : Et stærkt SFU er etableret med 28 medlemmer. Der er en SFU’er med på kandidatlisten til kommunalvalget (en ung kvinde) Der er opstilling i begyndelse af februar. Annette Vilhelmsen er spidskandidat.
Der afholdes EP møde 11. Maj med Emilie Turunen og sandsynligvis flere ”Tunge” modkandidater.
SF – Nordfyn : Pt stille men kommunalvalgarbejdet fortsættes. øget aktivitet påregnes.
13. Næste møde i storkredsbestyrelsen.
Næste møde fastsættes til onsdag 11. februar kl. 19:00 i SF Odenses lokaler. Holger Lomholt skriver herefter årsberetningen fra storkredsen som efterfølgende offentliggøres i Dialoque som udkommer senest 28. februar (Årsberetningen SKAL iflg vedtægterne offentliggøres senest 1 måned før den årlige generalforsamling)
Husk at melde evt afbud til mødet i god tid.
14.Evt
Helle Waagner fortæller at hun deltog i Gert Petersens bisættelse i København, lørdag 10. januar, og herefter i mindehøjtideligheden som blev afholdt i Politikens hus i København. Der var god mediedækning og ikke mindst rigtigt mange fremragende, dybfølte og varme taler fra prominente politikere. En stor oplevelse og et værdigt farvel til en stor mand.
Man kan læse meget mere om mindehøjtideligheden og talerne på SF´s hjemmeside : http://.www.sf.dk
– Slut –
Forretningsudvalgsmøde i SF – Fyn – Tirsdag 13. januar 2009
Tirsdag 13. Januar 2009, Kl. 21:45 i SF Odenses lokaler
1. Valg af referent
Mette Valentin er referent
2. Godkendelse af referat af forretningsudvalgsmødet d. 19. november
Referatet godkendes. NB: Godkendes som Storkredsbestyrelsesreferatet.
3. Økonomi og budget – årsregnskab 2008/Jan
Kassereren er desværre ikke tilstede. Han har meldt afbud pga. arbejde.
Forretningsudvalget bemærker at der er byttet om på egenkapital og årets underskud i regnskabet. Egenkapitalen beløber sig til 11.773,99 kr. Herfra skal trækkes den årlige husleje på kr. 3600,00. Dvs. at egenkapitalen er på 8.173,99 kr.
Dialogue SKAL ud med årsberetning. Dialoque koster ca. 17.000 kr. Der mangler således ca. 9.000 til dette formål. Forretningsudvalget vedtager enstemmigt at bede regions-bestyrelsen om et forskud på 12.000 kr. til at afholde denne + evt andre mindre udgifter inden generalforsamlingen. Tilskuddene til regions – og storkredsbestyrelse fordeles nemlig først ved det ordinære årsmøde (Generalforsamlingen) 28 marts. Storkredsen vil drøfte Dialoques fremtid på Generalforsamling i lyset af en prioritering af de faktiske ressourcer. Forretningsudvalget indstiller til kassereren at vi ønsker et mere overskueligt regnskab, hvor også det planlagte budget stilles op sammen med endelige regnskab.
4. Grundlovsmøde 5. juni 09/Holger
Forretningsudvalget er enige om at der bør inviteres en socialdemokrat som en af talerne. Vi vil spørge Thomas Funding fra Socialdemokraterne i Odense om han ønsker at deltage. Vores andet forslag er Carsten Hansen (MF for Socialdemokraterne). Som kulturel taler foreslår vi den midtfynske glaskunstner Ivan Boytler. Som Folkevalgt taler foreslår vi Anne Grethe Holmsgård, Margrethe Auken (EP) eller Pia Olsen Dyhr. Den fjerde og sidste taler skal være den fynske spidskandidat til regionsvalget.
5. Dialogue/ Holger
Deadline for indlæg er 29. januar.
6. Hjemmesiden –skift af webmaster/Mette
Det vedtages enstemmigt at Ulrik Vander Madsen (Uddannet webintegrator og SF Odense medlem) på opfordring fra Mette Valentin, overtager opgaven som webmaster. Mette er dog foreløbigt medredaktør på hjemmesiden i 2009.
7. Næste møde
Næste møde afholdes onsdag 11 februar kl 21:115 i SF Odenses lokaler
– slut –
Skriv en kommentar